Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
og Forhaabninger, fulgte han den øjeblikkelige onde
Indskydelse at være saa uhøflig som muligt.
Brusende af Harme spurgte Georg: — Er
Kommandørkaptejnen ikke hjemme?
— Det ved jeg ikke, svarede Henning og fortsatte
ubekymret sin Læsning, medens Hjærtet hoppede af Glæde over,
at han kunde ydmyge et Menneske, som han foresatte sig at
ophidse til det yderste.
Dette lykkedes dog ikke, thi af den Tone, hvori Svaret
blev givet, mærkede Georg snart »fra hvad Kant Vinden
blæste«, og uagtet han langt fra var dristig nok til at ane,
hvorfra denne Vind havde sit Udspring, var den Opdagelse,
han havde gjort, alligevel tilstrækkelig til at han tog vare paa
sig selv. Roligt gik han hen til den anden Ende af Salen,
tog en Notitsbog frem og satte sig til at blade i nogle
Regninger, hvilke han dog ikke studerede videre nøje, thi i
Lighed med Baron Henning var han tilfreds med Skinnet af at
være beskæftiget.
Paa denne behagelige Maade forløb omtrent en halv
Time.
Da aabnedes Døren hurtigt og Elvira kom ind.
Hendes Baldragt, tillæmpet efter Ballokalet, bestod
naturligvis ikke af Gaze med flyvende Baand og Sløjfer. Hun
bar en mørkerød Silkekjole, rigt garneret, og over Skuldrene
en Mantille af sort Silketyll, prydet med et Broderi, som
kunde have fortjent at være udført i et Kloster. Kun et Par
naturlige Mosroser var flættet ind i hendes sorte Haar, der
var fæstet op i Nakken med en Pil besat med Briljanter.
Dette Toilette, om end ikke pragtfuldt, klædte hende
ubeskriveligt. Smidigheden i hendes Vækst, hendes Hals og
Arms plastiske Former, de dybt sorte Lokker og det smukke
Hoved, alt sammensmæltede til det Hele, som danner
Skønheden.
Georg og Henning hensank i Beskuelsen. Elviras Øjne
havde heller aldrig straalet som i Dag; det var som Ilden
fra dem havde udbredt sig til hver Fiber i den elastiske
Skikkelse.
Kun en Tanke fløj gennem Georgs Sjæl: »Gid jeg ikke
havde set hende i Dag!«
— Jeg vidste ikke, sagde hun og hilste let, at Kaptejn
L
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
