Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Kommandørkaptejnen fandt maaske det samme, men da
han bemærkede en tor ham let forstaaelig Skælven i Baron
Hennings Ansigtstræk (han havde længe været paa det rene
med Baronens Hensigter), sagde han i den lette, muntre Tone
som i den senere Tid havde været herskende:
— Storartet, hvad de Sømænd egentlig er for dristige
Krabater; se en Gang, hvor gærne de hjælper til med at
tiltakle en smuk Dame. Men man kan ikke lade være at le
ad den Varsomhed, hvormed de rører ved Godset; er det nu
ikke akkurat som om de tog paa Glas? . . . Jeg tror, han
sprang lige forbi Dig, kære Henning.
— Det var mig, Onkel — svarede Henning og drejede
heftigt paa Mustacherne — det var mig, der ikke sprang
forbi ham.
Georg gav ikke Agt hverken paa den ene eller anden
af disse Ytringer. Hans Blik var fængslet ved det store
Spejl, som gengav Elviras Billede, medens hun stod foran
det sysselsat med at binde sin Hat.
— Skal vi saa tage afsted, min Dreng — sagde
Kommandørkaptejnen, hvis Øje troligt havde fulgt Georgs . . .
Da Selskabet kom ned til det Sted, hvor Barkassen laa,
sprang Georg naturligvis først ned for at hjælpe Damerne.
Men til hans ubeskrivelige Harme — da dette var noget, der
egentlig maatte anses for hans ubestridelige Rettighed —
sprang ogsaa Baronen ned i samme Øjeblik, greb Elviras
Haand og løftede hende næsten ned i Baaden. Et haanende
Blik til Georg, som nødsagedes til at sænke den allerede
fremstrakte Arm, forøgede hans indre Raseri til en saa meget
højere Grad, som Elvira havde maattet set, at han var blevet
saa godt som skubbet til Side paa det Fartøj, han selv
kommanderede.
Hvorledes det nu ordnedes med Placeringen i Baaden,
vidste Georg næppe. Udtrykket i hans Ansigt mindede om
de Skyer, der gaar forud for en Storm. De rynkede
Øjn-bryn, de lynende Øjne maatte imidlertid have bibragt de seks
Sluproere Ideen om en eller anden Fejl fra deres Side, thi
ligesom ved et elektrisk Stød rettede de sig og afventede,
med opløftede Aarer og ubevægelige som Billedstøtter, Ordre
til at sætte af.
Havde Georg set, hvilket behageligt Indtryk dette lille
Skuespil gjorde paa Elvira, og havde haa set, hvor unaadigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
