Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161-
længere end hos andre. Lad os i Stedet for udmale os et
hyggeligt Kammer, som Du bebor i det Hjem, hvor jeg
kommer til at opslaa mine Husguder. En Fader skal ikke
blive kærligere plejet.
— Har Du ikke altid været saaledes mod gamle
Stormbom? En Søn med Ære og Kærlighed. Jeg skatter Dig
højt, Kaptejn, men min Længsel staar ikke mere til et
hyggeligt Kammer paa Landjorden. Her, udenfor Rælingen,
vilde jeg helst have mit Hjem; paa Havet har jeg levet og
paa Havet ønsker jeg at dø, hvis det saa er Herrens
Bestemmelse. Alle mine gamle Ungdomsvenner har ogsaa for længe
siden takket af.
Georg tav et Øjeblik. Men da udbrød den gamle paa
sit eget raske Sømandssprog:
— Den fordømte Taage gør, at vi allerede har Aftenen
over os. Tror Du, vi faar Kullens Fyr i Sigte før
Hundevagten ?
— Det har ingen Nød med det, Farbro’r. Efter min
Beregning passerer vi Anholt før otte, og vil Gud, ser vi,
som Du siger, Kullens Fyr før Midnat.
— Du kan gøre som Du vil, Kaptejn, men vil Du lyde
mit Raad, saa lægger vi bi til Daggryningen, til hvilken Tid
vi, hvis Stormen tager til, i ethvert Fald tager alle Kludene ind.
— Aldrig, saa længe vi har sejlet sammen, har jeg hørt
Dig give mig et saa besynderligt Raad — jeg skulde lægge
bi, naar der er god Vind og rent Farvand.
— Hm! hml jeg kan føie paa mig selv, at vi faar en
rygende Storm.
— Kun en frisk Kuling, FarbroV, og jeg tør ikke
forhale Rejsen. Men bliv ikke vred for det.
— Nej, nej, vist ikkel Vorherre gør jo dog, som han vil.
Den unge kraftfulde Sømand smilte ved sig selv over
den gamles Frygt, som ikke kunde tilskrives andet end hans
Sinds almindelige Nedslagenhed.
Efter at Kaptejnen paa »Elvira Kornelia« endnu en Gang
havde berigtiget Kursen og givet Befaling til, at Smaasejlene
skulde bjærges, gik han med den gamle ned i Kahytten.
Straks, i det man traadte ind i denne, mødtes man af
sit eget Billede i det lige over Døren indfattede Spejl, ved
Siden af hvilket smalle Bogreoler strakte sig fra Gulvet til
Loftet. Væggene var egetræsmalede, overstrøgne med den
II li
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
