Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
rask, men hun bliver dog paa sit Værelse for at spare Eder
begge Forlegenheden ved Afskeden.
Denne Forklaring, langt fra at tilfredsstille Georg, gød
kun Olje til Ilden.
Han indsaa godt at Kommandørkaptejnen vilde undvige
Sandheden, men han forstod og billigede ogsaa den naturlige
Følelse, som havde foranlediget Faderen til at bevare sin
Datters Hemmelighed, som ikke en Gang Ignelius, Husets
gamle Tjener, havde villet røbe.
Dybt sukkende vendte han sig igen til sine Kufferter,
idet han mere henvendt til sig selv end til
Kommandørkaptejnen sagde:
— Jeg gør vel altsaa bedst i at se at komme afsted saa
snart som muligt.
— Hvornaar vil Du have Hestene forspændt, min kære
Georg?
— Om to Timer, Hr. Kommandørkaptejn.
— Ret saa, min Dreng... Om en Time venter jeg og
Ignelius Dig til Frokost.
Kommandørkaptejnen lukkede Døren.
— Og jeg maa rejse uden at se hende... Ja, jal det er
maaske godt det samme — saa beholder jeg da i det mindste
en Smule Fornuft tilbage.
Et Par Timer senere havde Georg forladt Helgenæs ....
I Elviras Soveværelse var Rullegardinerne halvt optrukne.
Natten, som ikke havde skænket hende nogen Søvn,
havde været desto rigere paa Smærte... Skinsygens Nætter
kan nærmest give et Begreb om Afgrundens Kvaler.
Udmattet af denne Overspænding, hilste hun omsider den
Morgen, som skulde give hende det sidste Slag og forvandle
Tvivlen mellem Frygt og Haab (»vil han være i Stand til at
rejse eller ej?«) til en Virkelighed, som ikke lod noget Haab
blive tilbage.
Hun stod op; hun havde sat sig ved Vinduet for ret at
indprænte sig disse Træk, som hun sikkert saa for sidste
Gang. I den lange Ventetid inden han lod sig se, syntes
hun, at Smærten dog ikke var saa tung; det forekom hende
næsten, som om hendes Hjærte havde ophørt at slaa. Den
gjorde godt, denne Tilstand af Kraftløshed, hun ønskede, at
den maatte vare længe.
Men nu hørtes Skridt i Gaarden. Og ligesom berørt af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
