Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
en usynlig Haand, rejste hun sig op. Hver af hendes Fibre
fik Liv. Sjælen genvandt hele sin Ævne til at lide, Hjærtet
bankede med fordoblet Hurtighed, Blodet bruste, Øjet
brændte, Læben skælvede i nervøse Trækninger... hun var
lutter Liv og Spænding.
Staaende ved det ene Vindue, lænede hun sig forover.
Gennem den kinesiske Rørjalousi kunde hun, selv skjult, se
Georg, da han ved hendes Faders Side gik over Gaarden til
Vognen. Hun saa hans Blik med Uro svæve omkring og
tilsidst ligesom vokse fast ved hendes Vindu — og hun
læste i dette Blik en talende Bøn: »Lad mig endnu en
Gang se et Glimt af Dig...» Og det var kun en
overmenneskelig Anspændelse af Blufærdigheden, der bevægede
hende til ikke vildt at bortrive baade Jalousier og Gardiner.
Kvindeligheden vandt Sejr.
Og nu var de kostbare Minuter forbi; han var forsvunden.
Dødbleg, med det sorte Haar opløst spredt over den
hvide Morgendragt, stod Elvira forstummet af Sorg....
Spændingen begyndte imidlertid at tabe sig, Ilden i Øjet
slukkedes, Hjærtet slog langsommere, Blodets Brusen lagde
sig; det vilde Liv sank Tomme for Tomme tilbage til sine
Kilder. Da kom Faderen, sluttede hende i sine Arme og
sagde med Ømhed:
— Nu kan jeg være stolt over Dig, mit Barn! Havde
Du blot saa meget som løftet Gardinet der, havde jeg maattet
rødme for Din Svaghed...
— Vær ikke stolt over mig, Fa’er — jeg fortjener det
ikke; han ved langt mere om min Svaghed, end Du tror.
Elvira var nu i en saadan Sindstemning, at hun
foragtede al Forestillelse lige over for Faderen.
— Han har vel den Overbevisning, at Du bevarer hans
Kærlighed, men ikke om Dine Følelsers Højde.
— Døm da selv, Fa’erl Og siddende ved Siden af sin
Fader, med Hovedet støttet mod hans Arm, fortalte Elvira
mange Ting, som Kommandørkaptejnen »ikke en Gang havde
drømt om«; Scenen i Gøteborg mellem hende og Georg,
Besøget paa Johannesskæret, hendes Følelser under og efter
dette Besøg, hendes Skinsyge mod Medbejlerinden og hendes
halvt bevidste onde Hensigt at drive Georgs Følelser til det
yderste ved kunstlet Kulde og ved stadigt at tale om Fanny,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
