Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
— Jeg blev lidt forsinket, sagde Nisse, undertrykkende
et let Suk, men jeg kunde næsten ikke faa Øjnene fra det
smukke Vestetøj, som Frøken Fanny sendte mig i
Eftermiddags med min Broder. Hun, som er saa optaget af
Bekymringer, tænker dog alligevel paa mig og andre Stakler. Hun
har ladet væve et helt Stykke Uldtøj til Vinterveste til alle
sine fattige og betroet mig at sy dem; men jeg tager ikke
en Smule, nej ikke en rød Øre for de Veste.
Og i Nisses Øje stod en Taare, som han med al sin
Magt ikke kunde holde tilbage.
— Ja, hun er en fortræffelig Pige, bemærkede Letsler;
Du behøver ikke at skamme Dig over den Taare, Nisse.
— Nej, Herre, jeg skammer mig ikke over den — jeg
kunde lige saa gærne skamme mig over min Tro, at
Vorherre en Gang imellem sender en af sine Engle ned for at
vandre her paa Jorden. Jeg anser Frøken Fanny for at være
baade min og mange andres gode Engel, og den Tro er jeg
vist ikke ene om.
Letsler tav. Han tænkte paa, hvor meget tungere Fannys
Byrde var bleven, efter at hun havde faaet at vide, at Georgs
Brig var strandet, og at han selv befandt sig paa Helgenæs.
Thi til Svar paa et Brev fra Fanny, hvori hun med hverken
mer eller mindre end en Ungdomsvenindes Deltagelse
forlangte Bekræftelse paa disse Rygter, havde Letsler saa
skaan-somt som muligt meddelt hende Sandheden. Senere kom der
hverken Brev eller Bud fra hende. Han indsaa, at hun havde
opgivet det sidste Haab, og hans Hjærte længtes efter den
Stund, da de kunde være fuldt fortrolige med hinanden.
Medens Nisse dækkede det lille Tebord, lagde Letsler
nogle smukke Muslingeskaller, som han i Dag havde taget
ned og afstøvet, til Rette paa Hylderne, og han havde næppe
lagt den sidste paa sin Plads, før hurtige Skridt hørtes fra
Klippen.
Letsler for sammen; vel var det Karolus, men han var
ikke ene. Sindsbevægelsen greb ham saa stærkt, at han
maatte støtte sig mod Kakkelovnen.
Døren gik op.
Kun Karolus traadte ind. Men hans Ansigt havde ikke
alene det sædvanlige muntre Udtryk; det straalede formeligt.
— God Aften, Hr. Letsler 1 ... Hvordan staar det til?
Jeg kommer sejlende med en Nyhed saa stor, glædelig og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
