Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
udviste; hendes Bryst skælvede af Uro og Frygt. Men naar
hun saa paa sin Mand, maatte enhver Tvil tie.
Nu kom der En løbende ned ad Trappen og over Gaarden.
Den høje, slanke Skikkelse, de lyse, flagrende Lokker,
de smukke blaa Øjne, alt var Fannys. Se hende uden
Hjærte-banken kunde han ikke. Men denne Hjærtebanken havde
ikke Spor af Lighed med den, han tidligere følte.
Endnu en Gang, inden han gik hende i Møde, saa han
paa Elvira ... Hvilken Skinsyge læste han nu ikke i dette
Blik, som hun i det afgørende Øjeblik ikke kunde beherske
... Han kunde kun hviske til hende:
— Teg lægger nu min Sjæl aaben for Dine Øjne.
— Velkommen, velkommen 1 raabte Fanny saa muntert,
saa varmt, saa søsterligt, at der havde behøvedes syvdobbelte
Øjne for at trænge til hendes Hjærte . . . Hun rakte en
Haand til hver af dem. — Hvor jeg takker Eder at I kom
til Strand ... Fa’er er ikke hjemme, saa han maa nøjes med
at høre Tale om min Glæde.
— Ak, Fanny, min gode, kære Fanny — Georg trykkede
den lille hvide Haand til sine Læber baade en og to Gange,
ligefor sin Hustrus Øjne — ak, Fanny, om Du vidste, hvor
lykkelig jeg er.
Det var en Himlens Velgærning, at disse sidste Ord
flød saavel fra Georgs Læber som fra hans Hjærte. De
bidrog saa vidunderligt til at berolige Elvira og flk ogsaa
hende til med en inderlig Kærlighed at se paa Fanny.
Og ikke en eneste Gang i de Timer, Besøget varede,
røbede der sig nogen Vanskelighed i Samtalen; ingen Uro
ingen Forlegenhed mærkedes hverken fra Georgs eller fra
Fannys Side. Deres Barndom, deres første Ungdom berørtes
ofte, og Pirogen, som endnu hang i Loftet, erindrede dem
om mangen en glad Time, men alt faldt saa naturligt, som
om der aldrig havde været andet end Barndomsvenskab
imellem dem ...
Paa Tilbageturen til Johannesskæret hviskede Elvira,
idet hun trykkede sin Mands Haand:
— Jeg skal sige Dig noget, Georg; Fanny maa aldrig
have næret nogen stærkere Følelse for Dig — ellers, tro mig,
havde hun i Dag ikke kunnet være saaledes.
— Jo, den var nok stærk, men den var rolig og ren . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
