Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Jeg maa jo skamme mig for mig selv over at være saa svag,
ja, jeg maa skamme mig overfor Dig, idet jeg nu betror Dig,
at jeg flere Gange har følt mig fristet til at blive hjemme
hele Aaret ... betænk, Elvira, af Kærlighed, af Sorg over
Din Sorg gik jeg saa vidt, at jeg tænkte derpaa. Men
videre gik jeg Gud ske Lov ikke, og jeg er vis paa, at Du
selv vil føie Dig lykkelig derover. Thi Du vil ikke, min
stolte Elvira, Du, som ved, hvorledes Kvindens rene
Kærlighed formaar at opildne og styrke Manden til hans alvorlige
Hværv — Du vil ikke i Stedet for kvæle, denne Kraft og
se Din Ægtefælle forvandlet fra en Mand, som Du kan agte,
til en slet og ret Elsker. Nej, Dybden af Din Kærlighed kan
nok vildlede Dig, men ikke i den Grad — derom er jeg
overbevist; ja, jeg er overbevist om, at netop denne Tilstaaelse
om min Svaghed vil gøre Dig stærk.
I Georgs Ord laa dyb Alvor og tillige i selve Tonen
noget, som forvissede Elvira om, at hun vilde tabe alt for
meget, hvis hun ikke opfyldte hans Haab. Frygten gengav
hende det Mod, Sorgen havde berøvet hende.
Stille, selvopgivende, uden Klage, lagde hun sin
brændende Pande mod hans Skulder.
— Jeg skal ikke mere være svag, min elskede Georg.
Selv om jegjikke kan hæve mig til den Styrke, som Dine Ord
bnrde indgive mig, saa vil jeg dog vise Dig, at Du ikke
forgæves har apelleret til den bedste Følelse i Kvindens Bryst:
hendes Ærgærrighed over sin Mands Anseelse. Ak, jeg kan
ikke en Gang taale den blotte Tanke, at man skulde sige.
Du sidder hjemme og klynker hos Din Hustru, medens andre
Sømænd ruster sig til at pløje Havet. Nej, rejs med Gud,
min elskede — jeg vil være fornuftig for at kunne bevare Din
Kærlighed og Din Agtelse.
— Og de har aldrig, min elskede Elvira, tilhørt Dig i
saa høj en Grad som i dette Øjeblik. Nu er Du en værdig
Sømandskone; nu vil Din Fader glæde sig og jeg kan rejse
tryg i Haabet om, at Du vil vedblive at være stærk. Du har
desuden Din anden Georg, medens jeg kun har Kom.
— Kom I... udbrød Elvira. Men rødmende over det
pludselige Udbrud, tav hun i det samme.
— Du er vel ikke skinsyg paa Kom, min elskede? sagde
Georg leende.
— Nej ... aa nej ... vist ikke — men ... Aa, jeg er ret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
