Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
et Barn! Kærligheden har forandret mig meget. Dog, lad
os ikke tale om det ... jeg synes, jeg kan høre Fa’er.
— Vil Du beholde Kom her hjemme? spurgte Georg
med en Ømhed, som tydeligt gav tilkende, at han havde
forstaaet hende.
— Hvor Du er god!... men jeg kan ikke tage ham fra
Dig. Jeg ved at skønt han ofte i Din Erindring
tilbagekalder et Billeae, som ikke er mit, saa er dette Billede dog
alt for ædelt til at ville skade Din Hustrus Interesser.
— Ja, ved Gud, selve Billedet af hende, Du mener, er
alt for rent til at tillade, at en eneste Tanke kommer paa
Afveje, og ingen af mine Tanker vil desuden skilles fra Dig,
Du min eneste elskede ... vær forvisset om, at de alle med
inderlige Bønner vil omsvæve Dig.
Kommandørkaptejnen bankede paa.
— Hvorledes gaar det med Afskeden, Børn? Jeg venter
Jer der nede.
I Salen kom Vendela og Henning dem i Møde.
Elvira var fortvivlet over at have Vidner til den sidste
Afsked. Men baade hendes Fader og Georg indsaa saa meget
•desto bedre det fornuftige i et saadant Arrangement ...
Nu var Rejsefrokosten baade sat ind og taget ud igen.
Kun den sidste Omfavnelse stod tilbage.
Allerede havde Georg knælet ved sin Søns Vugge,
modtaget sin Svigerfaders hjærtelige Omfavnelse, Hennings og
Vendelas Afskedsønsker, og nu nærmede han sig sin Hustru
i en saa bevæget Stemning, at han ikke med hele sin Styrke
formaaede at beherske den. Men næppe havde hans Arm
omsluttet hende, hans Læber berørt hendes til det sidste
Afskedskys, førend hun blegnede og tabte Bevidstheden.
— Lad hende være, hviskede Kommandørkaptejnen, tog
med mild Magt Elvira ud af hendes Mands Arme og lagde
hende paa Sofaen. — Rejs, skynd Dig, min Søn, inden hun
vaagner op for at gennemleve sin Smærte paa ny.
Endnu en Gang hvilede Georgs Læber paa hendes Mund,
hendes Pande, hendes Hænder, hvilke han trykkede mod sit
Hjærte.
Nogle Øjeblikke senere var han borte ....
Maaneder var forløbne.
Elviras Sorg var ikke udtømt, men var omsider gaaet
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
