Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
over til en stille Længsel, som dog ikke hindrede hende
atter at føie Livet friskt og muntert omkring sig.
Om hun end i Kampen mellem sine Følelser for en kort
Tid havde glemt de nye Pligter, hun havde at opfylde, blev
de hende nu saa meget helligere og dyrebarere. Og aldrig
havde hun været en kærligere og opmærksommere Datter
end nu; at glæde og hygge om Faderen var hendes daglige
Opgave, hendes kæreste Studium, thi hun kunde tydeligt
mærke, hvor meget ogsaa han savnede Georg.
Men fremmed Selskab brød hun sig ikke om; i sit Barn,
sin Fader, sin Georgs Breve havde hun alt, hvad hun under
Skilsmissen fra den elskede Mand ønskede og behøvede, og
med Undtagelse af et og andet Besøg hos Vendela, var det
aldeles umuligt at bevæge hende til at søge nogen Adspredelse
udenfor Hjemmet.
— Jeg gad nok vide, om ikke en lille Rejse skulde
behage vor unge Frue, sagde Kommandørkaptejnen en Dag,
og da Elvira i samme Aandedræt hørte Johannesskæret nævne,
fløj hun med tindrende Øjne i sin Faders Favn.
— Hvor Du er kærlig og god, Fa’er — hvor Georg vil
takke Dig for det. Derhen vil jeg gærne rejse.
Og nu blev Elvira lutter Liv og Virksomhed.
Men i selve Midsommerdagene, den Tid, der var bestemt
til Rejsen, kom der en alvorlig Hindring i Vejen, en Hindring,
som atter røvede Glæden og Lykken fra hendes Hjærte.
Kommandørkaptejnen blev ligesaa pludseligt som farligt
syg, og snart udviklede Ondet sig til en svær og smitsom
Sygdom, som havde krævet mange Ofre der i Egnen.
Dag og Nat vaagede Elvira med rastløs Uro, med aldrig
trættede Livsaander. Hun vilde jo aldrig kunne gøre nok
for at vise, hvor taknemmelig hun var for den Lykke i
Ulykken, at hun nu var hjemme.
— Tænk blot, Fa’er, hviskede hun angstfuld, tænk blot,
om jeg havde faaet min Vilje frem; om jeg nu havde været
borte — aldrig, aldrig kunde jeg have tilgivet mig selv.
— Du stakkels, hæftige Hjærte, jeg kan tænke mig,
hvor Du da vilde have lidt og pint Dig selv, og selv jeg
vilde have sukket langt dybere end nu, hvis jeg havde været
tvungen til at undvære Dine kærlighedsrige Blik, Din ømme
Omsorg. Men, mit elskede Barn, Du glemmer nu alle Dine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
