Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Nittende Kapitel.
»Frisejleren«, hvis Dæk uafladeligt overskylledes og ofte
indtil en Ottendedel af sin Brede laa under Vandet, skar nu
gennem de brølende Bølger med en Fart, som ikke gjorde
dens Berømmelse til Skamme.
Da Søgangen var i højeste Grad forfærdelig, og Karolus
var nødt til at krydse, stod Stange-Jan næsten stadigt ved
den lille Pumpe for at holde Ror-Rummet læns.
Endnu havde Karolus ikke haft Tid til at se til sin
paatvungne Passager. Men idet han nu tog en Presenning
frem, for at brede den over hende der, hvor hun sad i det
ene Hjørne af den smalle Rorfordybning, forbavsedes han over
at finde hende saa rolig, saa stille og taalmodig.
— Herre Gud, tænkte han, og hans egen paa samme Tid
saa følsomme og saa faste Sjæl blev opfyldt af Beundring,
hvad det dog maa være for en stor og stærk Kærlighed ...
som kan gøre en svag og fin Kvinde saa modig.
Hvis Elvira havde grædt, klaget, været bange og skælvet
for Faren, vilde hun i dette Øjeblik ikke have kunnet vække
nogen anden Følelse hos Karolus end Angsten over at have
hende med. Nu derimod, da hun sad der næsten kold og
uberørt af det æventyrlige i sin Stilling, uden at gøre et
eneste Spørgsmaal, indgød hun ham en vis Ærefrygt Karolus
havde tilstrækkelig skarp Dømmekraft til at forstaa, at hun
ikke var fulgt med af et blot og bart Lune; nej, hun havde
taget denne Beslutning af Sjæl, Hjærte, Fornuft og Vilje og
var øjnsynlig forberedt paa alt.
— Stakkels lille Frue, sagde han, og i Hovedets
veltalende Bøjning laa en Deltagelse langt dybere, end Ord kunde
tolke; det er et alvorligt Øjeblik — men endnu er det, Gud
ske Lov, ikke saa galt, at ingen Redning er mulig; Vorherre
er Mand for at gøre store Underværker.
Elvira forsøgte at smile.
— Jeg vilde ønske, De kunde græde, lille Frue — det
letter Sindet.
— Kommer vi allesammen velbeholdne hjem, og han er
med, saa vil jeg kunne græde, gode Karolus, græde af salig
Glæde ... men nu har jeg ingen Taarer.
— Og i en saadan forskrækkelig Hjærteangst, i et saa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
