Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredie Afdelning. DE STORE EROBRINGERS TID - V. Edvard Confessor Konge i England. Norges Konge Magnus den Gode tillige Konge i Danmark. Fordringer paa England af Magnus og Svend Estridsøn. Magnus død (1047). Harald Haardraade Konge i Norge. Svend Estridsøn Konge i Danmark. Danske forjagede fra England. Strid med Normannerne. Normandiets Tilstand. Erobringer i Italien og paa Sicilien. Hertug William. Normannernes indflydelse paa Edvard. Godwin og hans Sønner forjagede. Deres Tilbagekomst. Normannerne, især Geistlige, forjagede. Sigurd Jarl af Nordhumberland død. Toste Godwinsøn hans Efterfølger, men snart forjaget. William af Normandiets Planer om Arvefølgen i England. Kong Edvard døer (1066). Harald Godwinsøn Konge. Angreb af Toste Jarl og den norske Konge Harald Haardraade. Deres Nederlag og Fald ved Stanford-Bro. William af Normandiets Landgang i Sussex. Slag ved Hastings (1066). Harald Godwinsøns Fald. Angclsaxernes Herredømme i England fuldstændig sluttet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Geistlighed let kunde afstedkomme stor Fare for den hidtil
af Paven temmelig uafhængige engelske Kirkes
fremtidige Selvstændighed. Det national-engelske Parti,
som havde jublet ved Danernes Forjagelse, opdagede
snart, at det kun havde skiftet Herrer, og at indfødte
Englændere nu mere og mere bleve tilsidesatte for de
fremmede Normanner, af hvis Stolthed og overmodige
Herskesyge de maatte døie fuldt saa megen Haan og
Mishandling, som forhen af Danerne i deres Magts
meest glimrende Tid. Da derfor en Afdeling
Normanner under Anførsel af Kong Edvards Svoger, Grev
Eustath af Boulogne, med Vold havde villet indqvartere
sig i Dover, saa Borgerne havde maattet værge sig
med Vaabenmagt, hvorved ikke faa Folk paa begge
Sider vare faldne, brød Englændernes længe dulgte
Harme ud i aabenbar Kamp mod de forhadte
Normanner. I Spidsen for Englænderne stillede sig Godwin
Jarl (til hvis Len Dover ovenikjøbet hørte) og hans
Sønner. Men de vare endnu ikke stærke nok til at
holde sig imod Normannerne, som fandt Støtte i Kong
Edvard og hans troeste Mænd, og maatte derfor flygte fra
England (1051). Godwin Jarl begav sig med sin Hustru
og tre af sine Sønner til Flandern, medens hans næstældste
Søn Harald gik til Irland, for at søge Hjelp hos de der
bosatte irske Nordmænd, som ofte tidligere havde blandet
sig i Englands og fornemmelig i Danelagens Anliggender,
og som vistnok tilmed ikke længe i Forveien havde
anerkjendt Danekongen Knuds Overherredømme.
Normannernes Seir over det national-engelske
Parti maatte selvfølgelig vække stor Glæde i
Normannernes Hjem saavel hos Folket, der fik forøget Udsigt
til at vinde indbringende Stillinger i England, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
