Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Begravelse — kunst — musik — digtning — fortællinger af indfødte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEGAVELSE, KUNST.
175
Fo rtaélling
om de europæere, der har gjennemfaret Grønland fia øst til vest over
indlandsisen, samt deres ankomst til Ameralikfj orden og Godthaab
(skrevet af Silas fra Umanak).
Jeg vil først fortælle om vor reise til Korkuk: vi grønlændere, som
bor i fjordene, er meget ivrige med at passe vore rævefælder, fordi vi
ved salget af skindet faar endel penge mellem hænderne. I slutningen
af september reiste vi, fire mand sterk, ind til Korkuk, nemlig jeg,
Peter. David og min pleiesøn Conrad, sidstnævnte fik nemlig i mai maaned
gjennem forstanderskabet anskaffet sig en kajak. Da vi kom til Korkuk, gik
David og jeg den næste dag paa renjagt, Peter og Conrad for at tilse
rævefælderne, saa endel spor, men ingen dyr, da det tilmed saa ud til
regn-veir, vendte vi saa smaat hjemover den neste dag, da vinden stilnede af,
gik David og jeg tværs over fjorden, vi saa en ringsæl dukke op,
forfulgte den, men skjød feil af den flere gange, da der var endel sjøgang,
da vi ellers ingen sæl saa, gik David fra mig hen til de to andre paa
den modsatte side af fjorden, hvorimod jeg blev ved at gaa midt over
fjorden; da jeg nærmede mig vor boplads og var kommen forbi et lidet
næs, lagde jeg merke til, at der nedenfor husene laa en træbaad. Før vi
reiste, hadde jeg hørt, at missionærens ventede besøg af bestyreren fra
Godthaab, naar han hadde været ved Kornok; det var ganske rigtig ham,
der var ankommen; da jeg lagde til ved strandbredden, opdagede jeg
to kajaker, som kun var trukne lidt op over høivandsmerke; det viste sig
at være to postmænd i semenaristernes kajaker.
Ligesom jeg var kommen ud af min kajak, kom min pleiesøn ned
i strandbredden til mig og fortalte mig, at de, der hadde gaat over
indlandsisen fra øst- til vestkysten, var lykkelig ankomne til Ameralikfjorden,
fire af dem var derinde i fjorden endnu, to af dem var komne til
Godthaab i en baad, laget af tøi.
Da jeg hørte dette, blev jeg meget forbauset og sagde da straks:
«blot jeg dog hadde mødt dem i sommer, da jeg var paa rensjagt ved
Kapisilik,» (vi hadde nemlig hørt noget om, at der var nogle, der vilde
forsøge at gjøre denne reise over indlandsisen). Dernæst sagde jeg:
«hvorledes har de dog baaret sig ad med at reise fra Ameralikfj orden
til Godthaab i en tøibaad, hele veien er der jo bare steile og
util-gjængelige fjeldskrænter ? det er meget besynderligt, den vei vilde vi
grønlændere ikke ha tilbagelagt i et sligt fartøi.»
Jeg gik da op i mit hus, trak min skindpels og benklæder af og
begyndte at spise, kort efter bankede børnene paa ruden og sagde, at
Otto (missionæren) kaldte paa mig. Jeg skyndte mig da at trække mine
benklæder paa igjen, men børnene raabte da ind af vinduet til mig, at
Otto var ved at gaa ind i mit hus, da det vilde ta for lang tid at trække
min anorak paa, gik jeg ud i skjortærmerne og traf ham da ved siden af
min husgang; idet jeg kom ud, sagde han til mig: «Du kjender jo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
