Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Begravelse — kunst — musik — digtning — fortællinger af indfødte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fortællinger af indfødte.
IcS179
hele tiden laa og drev gjøn med hverandre; da de endelig langt om
længe taug stille, sov vi.
Da vi vaagnede næste morgen og hadde spist og drukket kaffe, fik
jeg lyst til at gaa paa renjagt, fordi at veiret var godt, og fordi jeg
ikke synes om at ligge stille. Da Peter sagde, at han endnu ikke hadde
set ren, vilde jeg ha, at han skulde følge med mig, men da hans bøsse
var vaad, vilde han ikke. Da det begyndte at bli op ad formiddagen,
gik jeg, omendskjønt det var søndag den 7de oktober Hvis jeg var ved
min vinterplads Umanak, hadde jeg neppe gaat ud paa erhverv den dag,
men jeg hadde saadan lyst til at skaffe de fire fremmede noget kjødmad,
selv om det ikke blev andet end en hare.
Da jeg begyndte at gaa, erindrede jeg dagen, at helligdagen tilhørte
Gud, vor herre, og jeg bad da uden at tvile: «Giv os idag vort daglige
brød, med mere», gid dog at alle kristne, naar de gaar ud paa erhverv,
uden at tvile vil bede saaledes. Jeg gik saa smaat op ad fjeldet, da jeg
omtrent var kommen helt op, saa jeg ned i en kløft og mente da nede
i denne kløft at se nogle sidde paa hug; da jeg mente, det var ren,
blev jeg siddende nogen tid stille og se paa det, men da det slet ikke
rørte sig, begyndte jeg at tvile paa, at min formodning var rigtig, og gik
derfor lige ned for at se, hvad det kunde være ; da jeg kom længere ned,
begyndte flokken at løbe, deriblandt en stor buk med sine simler og
flere andre. Jeg blev saa ærgerlig paa mig selv, at jeg sagde: «Jeg
dumrian, at jeg ikke saa mig rigtig for, nu skadede jeg mig selv igjen ved
min blindhed. >
De løb temmelig sterkt straks, stansede kort efter, jeg forholdt mig
ganske rolig og holdt øie med dem, lidt efter løb de nedenom det fjeld,
hvor jeg opholdt mig, da de var komne forbi mig. renkalvene tilsidst,
gik jeg videre frem for at se, hvor de var, og saa dem da lidt nedenfor
fjeldet paa den anden side; da de nærmede sig, simlen først, men den
var temmelig langt borte, bukken bagefter, men noget nærmere mig,
skjød jeg efter den, skjønt jeg hellere vilde ha hat simlen, og traf den,
men kuglen brækkede kun dens bov, jeg ladede da anden gang, løb
efter den og traf den da, saa den døde; de andre rener saa jeg ikke
mere efter, fordi jeg ikke mente at kunne naa dem.
Da jeg hadde flaad dyret og gjemt endel af kjødet under nogle
sten, pakkede jeg det, jeg vilde ta med mig, ind i skindet og gik da
hjemefter uden at se efter, om der var flere ren i nærheden, noget
foran min vei kom en stor hvid ren løbende og senere atter en meget
stor, men jeg syntes, de var for langt borte til at skyde efter.
Da jeg kom helt ned af fjeldet, var det blit eftermiddag; da jeg
kom i nærheden af teltet, tænkte jeg paa at affyre et skud, ligesom vi
grønlændere pleier, naar vi har faat en stor ren, men da det var
europæere, der var i teltet, og jeg ikke hadde meget krudt, opgav jeg
det; der var ingen udenfor teltet, hvorfor jeg holdt mig rolig lidt. Peter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
