deren haabede, at han snart skulde sidde som en velstaaende Mand i en stor Provstegaard og ikke blot selv have sine gode Dage, men ogsaa være i Stand til at række sin Fader og sine Søskende en hjælpende Haand. To Sønner til, Zacharias og Gustaf, var gaaet den studerende Vej. De laa begge to ved et svensk Universitet for at studere til Læge. Ingen af dem var endnu færdig, men de var saa vidt, at de kunde sørge for sig selv. I den allersidste Tid var de endog begyndt at sende deres Fader lidt Hjælp. Hjemme havde Michael Toppelius endnu en Søn og fire Døtre. Sønnen var svagsindet og udygtig, men Døtrene var kloge og foretagsomme og havde aabnet en lille Handel for derved at holde den værste Nød fra Døren. Krigen havde ikke varet længe, før Michael Toppelius spurgte daarligt Nyt fra sin ældste Søn. I Kauhajoki Sogn, der laa tæt ved Ilmola, var en russisk Transport blevet plyndret af en Flok Bønder. For at straffe dette Overgreb blev der sendt en Trup Kosakker til Kauhajoki, og de brændte og plyndrede ikke mindre end tredive Gaarde. I Knuuttila Gaard, som tilhørte Johan Gabriels Svoger, blev denne midt om Natten dræbt ved Skud og Bajonetstik. Hans Karl blev skudt ned paa Stedet, hans Svigerfader pisket, bundet og bortført som Fange, hans Hustru maatte flygte ind i Skovene med sine Børn. Og paa samme Maade var der gaaet til Værks i alle de ødelagte Gaarde. Da disse Efterretninger naaede Ilmola, drog Johan Gabriel med sine Sognefolk de stakkels io