Flygtninge til Hjælp. De blev bragt til Ilmola, hvor Beboerne optog dem i deres Hjem, hver efter sin Evne. Johan Gabriel modtog sin Svigerinde, hendes Børn og Forældre, og de fortalte saadanne Ting, at Pennen vægrer sig ved at nedskrive dem. Johan Gabriel selv var hverken saaret eller paa anden Maade ramt, men hans Sygdom, som var en.ondartet Brystlidelse, forværredes af den uhyggelige Tildragelse og den bestandige Ængstelse, hvori han nu levede. Af Frygt for den fremtrængende Fjende nødtes han en Tid efter Ulykken i Kauhajoki til at forlade sin Præstegaard og flygte ud til en Hytte i Skoven. Der lod Russerne ham i Fred, men i Stedet for fandt Sygdom, Dysenteri, som i de Tider gerne kom i Følge med Krigshærene, Vej til hans Fristed og berøvede ham hans tre smaa Døtre, saa han kun beholdt et eneste Barn tilbage, en Søn, der hed Frans Michael. Efter dette opgav han at kæmpe imod Døden, og i September Maaned 1808, fjorten Dage efter at hans tre smaa Døtre var faldet som Blomster for Leen, gik han bort fra denne Verdens Elendighed. Saaledes mistede den gamle i Uleåborg ved Krigen den, han havde set hen til som sin Alderdoms bedste Støtte. Paa denne Tid havde han ogsaa kun ringe Haab om nogensinde at faa de to Sønner hjem, som studerede i Sverige. De var nu begge to med i Krigen. Zachris var blevet Læge ved Skærgaards- 11