I flaaden, der i Sommeren og Efteraaret 1809 gjorde flere Forsøg paa at landsætte Tropper i Finland. Gustaf gjorde Tjeneste paa Korvetten „Camilla", der skulde konvojere Handelsskibe mellem Stockholm og Goteborg og beskytte dem imod danske Kapere. Ogsaa i den gamles nærmeste Omgivelser saa Forholdene stadig mørkere ud. I Uleåborg hørte man ikke tale om andet end Indkvartering og Udskrivning. Sammen med al Krigens almindelige Nød opstod ogsaa Dyrtid. De, som havde noget i Forvejen blev hurtig rige, men den fattige blev mere forarmet end nogensinde. Uærligheden tog til med Nøden. Hegn solgtes til Brændsel, og hvem der ejede en Hest, maatte holde den skjult, for at den ikke skulde blive stjaalet. langt hen paa Efteraaret 1808 blev det Skib, hvor Zachris gjorde Tjeneste, siddende fast i Isen i Stockholms Skærgaard; ombord kunde man ikke beskytte sig imod Kulden, og da den unge Læge , omsider kom i Land, var han livsfarlig syg. Korvetten „Camilla" frøs ogsaa inde, men det var nede i Øresund. Efter mange Eventyr ståk Chefen Ild paa Fartøjet, for at det ikke skulde falde i Fjendens Hænder, men hele „Camillas" Besætning kom i dansk Fangenskab. Omtrent samtidig med, at disse Ulykker ramte Sønnerne, faldt hele Finland i Russernes Hænder, og Forbindelsen med Sverige blev afbrudt. Intet Nyt derfra naaede Uleåborg, og i hele Aaret 1809 blev Zachris og Gustaf begrædt som døde af deres Fader og Søskende. Først i Januar 1810 fik