Michael Toppelius at vide, at de lykkelig var undsluppet alle Farer og var i god Behold i Stockholm. Et Par Maaneder i Forvejen havde han hørt Freden fofkynde fra Prædikestolen. Nu skulde man altsaa tro, at den gamle var glad og lykkelig i Forvisningen om, at Sorgens og Hjemsøgelser Tider var forbi. Men nu er at bemærke, at dette var den Fredsslutning, som gjorde ham og alle Finner til russiske Undersaatter. Hvor glad han end blev over, at Sønnerne var i Live, maatte han dog med Uro tænke paa, at disse to, der opholdt sig i Sverige, nu var i et fremmed Land. Han kunde ingenlunde være sikker paa, at de vilde vende tilbage til Finland og give sig ind under russisk Herredømme. Den ene Maaned gik ogsaa efter den anden uden noget Tegn til, at de agtede at vende hjem. De undskyldte sig med, at de ikke godt kunde komme, før de var færdige med deres Lægeeksamen, og dermed maatte Faderen slaa sig til Taals, skønt det stod ham klart, at jo længere de tøvede, desto sværere vilde det falde dem at forlade Sverige, som de skyldte deres Uddannelse, og hvor en lys Fremtid ventede dem. Maanederne blev til Aar. Den gamles Hoved sænkede sig mod Graven, men endnu saa han ikke noget til Sønnerne. Nu var det ham, der trængte til at sende Spejdere ud og spørge: Ser du ikke nogen komme ? Ser du endnu ingen, ingen komme ? Men i Efteraaret 1811 kom virkelig den ældste Søn, Zachris, tilbage til Finland. Han var allerede 13