keise over det store, der gik for sig. Ikke et Minut veg han fra Elvebredden; han maatte blive og se paa Elven, se hvad der vilde ske. Det var en af de heldige Sider ved den lille Drengs Liv, at han ikke var henvist til at lege og gøre sine Erfaringer paa Landet alene. Hele Ny-karleby stod til hans Raadighed. Der inde boede jo Morfar Turdin, som var hans Moders Stedfar, og Mormor Turdin, den rare, gamle Kone. Der var Købmand Calamnius, som var hans Morbror, og Raadmand Lithén, som var gift med Moster Christina. Der var hans Søskendebørn, Rosalie, Alexander og Mathilda Lithén, som var hans allerbedste Venner og kæreste Legekammerater. Der var endnu mange andre Onkler og Tanter og Fætre og Kusiner af alle Slags. Det var ikke langt fra, at han regnede sig lidt i Familie med hele Byen. Men saa stod ogsaa de gamle Købmandshuse ham aabne ligefra den lille Krambod i Stueetagen med dens Rosinskuffer og Sirupsfade til de store Sale ovenpaa, hvor han kom til Julegilde. Han kiggede i Bøndernes Slæder, naar de blev læsset af paa de store Gaardspladser med deres Stalde, Lader og Pakhuse. Om Foraaret saa han Skuderne med fuld Last af Tjæretønder, Laksefjerdinger og Smørbøtter sejle afsted til Sverige; om Efteraaret, naar Skibene vendte hjem fra Langfart, var han med at byde dem Velkommen med Skud af Svingbasser og høje Hurraraab. Drengen havde det ogsaa udmærket i den Henseende, at hans Forældre ikke var altfor ængstelige 28