Skønhed, men saa god og elskværdig ud, og varm og klog, redelig og dygtig var hun af Karakter. Fra hende udstrømmede den Glæde og Tryghed, der fyldte hele Huset og gjorde Livet saa let for hendes smaa Børn. Den unge Doktorfrue paa Kuddnäs var en dygtig Husmoder, men hun var af dem, der kunde mer end låve Mad og stoppe Strømper. Hun sang Franzéns Viser for Børnene, klippede Papirsduk-ker til dem og lærte dem at koge Sirupsslik og klimpre „Gubben Noah". Om Vinteraftenerne, naar de sad ved det flammende Kakkelovnsbaal, fortalte hun dem om sine unge Dage, da hun havde fulgt med sin Mormor til Markederne og staaet i Bod, for paa den Tid var det Skik og Brug, at Købmandskonerne selv tog en Haand i med, om end de var nok saa velhavende. Og hun kunde ogsaa fortælle om Stockholm, den tidligere Hovedstad. Der havde hun været i Pension et Par Aar. Fra den sidste Krig havde hun mange Erindringer. I sin Stedfaders Hus, som dengang var det største i Nykarleby, havde hun set baade Adlercreutz og von Döbeln, baade Kulneff og Demidoff, ja, hun havde endog været med til at låve fine Retter til Klingspor, den Lækkermund. Det var naturligt, at Børnene under Mandens lange Sygdom var den unge Kvindes bedste Trøst og Tilflugt ligesom hun var deres. Under alt dette udvikledes jo den lille Drengs Kræfter og Evner. I Seksaarsalderen kunde han de utroligste Ting. Nu skal vi høre. Læse kunde han jo ikke, men meget andet. Han 30