med stadig mere spændt Interesse at klare sig, hvad der boede i det unge Sind, En Dag, mens Isen var ved at bryde op, havde Drengen som sædvanlig staaet paa Bredden for at beundre Elven og var ved Middagstid kommet hjem med pjaskvaade Fødder. Han fik tørre Strømper paa og blev sendt ud igen med mange Formaninger om ikke at gaa saa langt ud mellem Tuerne ved Bredden, at han igen blev vaad. Men Elven og Isflagerne havde været for fristende, og da han kom hjem til Aftensbordet, var Strømper og Sko endnu vaadere end tidligere paa Dagen. Og Zachris' Moder blev meget vred og daskede ham om Ørene med de vaade Strømper og sagde, at det var sørgeligt, man aldrig kunde stole paa ham. Faderen hørte Spektaklet og kaldte sin Søn ind og spurgte ham, hvorfor han havde været ulydig. Jo, han syntes bestemt, han var en Elv, og saa var han jo nødt til at gaa helt ud i Vandkanten og rive Tuer og Halmstraa med sig. Den syge Mand sad ganske alvorlig og hørte paa ham, men hans Kone kunde nok mærke, at Drengens Bedrifter egentlig ikke voldte ham Bekymring. Hun fik snarere Indtryk af, at han fornøjede sig over dem. Det der var i Vejen med den seksaarige Dreng var i Reglen heller ikke almindelige Drengeunoder; han led kun af et Overmaal af Fantasi. Men det var næsten endnu besværligere for Omgivelserne. For naar han snart var en Laplænder, der jagede Ulve, snart Liden Karen, der blev rullet Bt Eventyr 3 33