i en Spigertønde, snart en Opdagelsesrejsende, der begav sig ind i Sukkerlandets høje Snedriver, saa var man næsten aldrig sikker for, hvad der kunde ske. Doktoren tog sin Tilflugt til det sædvanlige Lægemiddel mod den frodige Indbildningskraft. Han satte sin lille Dreng i Skole hos Moster Sahlbom i Nykarleby, thi han vidste, at Videnskaben er den bedste Tøjle for Fantasien. Men samtidig anvendte han en anden Metode. En Dag havde Zachris' Moder været til Begravelse, og da hun kom hjem, havde hun en dejlig stor Saffranskringle med, som Børnene skulde dele. Kringlen var pragtfuld med Korender indeni, og saa snart den var skaaret over, havde Børnene ikke Tanke for andet end at smage paa den. Men inden de havde naaet at føre Kringlen til Munden, rettede Faderen pludselig det Spørgsmaal til dem, om de ikke vilde vente med at spise den til næste Dag. Han saa nok, at Spørgsmaalet kom som en temmelig ubehagelig Overraskelse, og han tilføjede straks, at Kringlen var deres, og at de maatte gøre ganske som de vilde, men han syntes, det vilde være fornøjeligt, hvis de kunde gemme den til næste Dag. Da lagde Søster Sophie straks sit Stykke Kringle fra sig, og Zachris agtede ogsaa at gøre det, han vilde bare først pille et Par Korender ud og smage paa dem. Men da han havde smagt Korenderne, lagde han ikke sin Kringle fra sig. Han smagte og smagte og holdt ikke op, før det altsammen var spist. 34