Faderen sad og saa til og smilede lidt vemodigt, men sagde ingenting. Det var en Tid efter, en kold Vinterdag. Den lille skulde ud og løb om i Stuerne og ledte efter Overfrakke og Vanter. „Kan du ikke undvære det?" sagde Faderen. „Du ved nok, at en blødagtig Dreng bliver aldrig til en dygtig Mand." Og den Gang gik det ikke som med Saffrans-kringlen. Drengen løb sin Vej uden at lede mer efter sit Overtøj, og han kom ikke tilbage for at hente det. Han kørte i Kælke og holdt tappert ud, skønt det maa have svedet dygtigt i de blaafrosne Fingre. Faderen blev vist ikke saa lidt forundret. Drengen saa egentlig ikke stærk ud. Han var temmelig høj, men spædlemmet og sårt. Han maatte være mere sejg og udholdende, end man skulde tro. Han satte ham paa Prøve den ene Gang efter den anden. Undertiden lykkedes det Drengen at give Afkald paa en Fornøjelse eller en Lækkerbidsken. Men til andre Tider gik det ynkeligt. „Overvind dig selv!" sagde Faderen til ham. Han havde Forkærlighed for Sentenser og anvendte dem baade til Trøst for sig selv og til Opmuntring for andre. Den Regel, som han gerne vilde indprente sin Søn stærkere end alt andet, saa den kunde blive ham et aandeligt Testamente og en umistelig Arv, var netop den: „Overvind dig selv!" En Dag var der Væddekørsel paa Himmelbakken. Det var Smedens Josua paa sin Kælke, Flink, 3* 35