legede med Dukker. Men dette var naturligvis ikke nogen almindelig barnagtig Legen med Dukker; hans Personer, der ikke alene var hentet fra Romaner, men ogsaa fra den virkelige Verdens Skueplads og fra Historiens vide Felt, blev stillet op i Gulvsprækkerne og ført imod hinanden, kæmpende og larmende, deklamerende og i Haandgemæng. Til sidst kom en stor Saks, ligesom ført a f en Skæbnegudindes Haand, og gjorde Ende paa Komedien, der begyndte igen næste Dag og hjalp den ensomme Dreng at fordrive mange ensomme Timer. Lejebiblioteket skænkede ham virkelig saa mange Glæder, saa megen Adspredelse, at det kunde have forsonet ham med Livet paa den mest øde Plet af Jordkloden, men desværre havde Forældrene i Nykarleby faaet at vide, at han gik helt op i at læse Romaner, og de blev i allerhøjeste Grad forfærdede. Baade hans Fader og hans Moder skrev til ham og bad ham holde op hermed. Ja, berømte Digterværker som Valerius' Digt „Taalmodigheden" eller Miltons Paradis maatte han naturligvis gerne læse, men at sluge Romaner ansaa de for skadeligt baade for Legeme og Sjæl. Han maatte overvinde sig selv, som han jo var vant til, og give Afkald paa dette, som kunde ødelægge ham helt. Og for at støtte ham paa Dydens Vej bestemte de, at han skulde tage Timer i Klaverspil og lære at ride. Saa vilde han ikke faa saa megen Tid tilovers til unyttige Adspredelser. 50