ligvis kunde han ikke lade være at kigge ind imellem de uopskaarne Blade og give sig til at læse. Og mens han stod der saa optagen af Bogen, at han hverken hørte eller saa, kom Runeberg ind i Værelset og spurgte, hvad det var, han læste. Drengen mærkede, at han blev rød over hele Ansigtet. Han lagde hurtigt Bogen fra sig og bad om Undskyldning saa godt han kunde i sin Forvirring. Runeberg stod og saa paa ham. En spinkel, mager Dreng med mørkt Haar, der var strøget frem over Ørene, slet ikke køn med sin store Næse og sine indfaldne Kinder, mens dog de mørke, dybe Øjne og de fine Træk om Munden gav ham en egen Tiltrækning. Han tænkte ganske sikkert, at Drengen snarere saa ud som et forknyt Fattigbarn end som den berømte og velhavende Nykarleby-doktors forkælede Søn. Zachris stod flov og lod sig mønstre. Pludselig gled et venligt Smil over Magisterens skarpt-skaarne Ansigt. Han havde sagtens opdaget, at han stod overfor en lille Drømmer, hvis Sjæl havde lettere ved at finde sig til Rette i Bøgernes Verden end i Virkelighedens. „Behold kun Bogen, hvis den morer dig!" sagde Runeberg. Og dermed havde Magisteren naturligvis vundet Zachris' Hjerte. Han følte, at her vilde han faa det godt. Han paa sin Side havde skarpt iagttaget den høje, tynde Magister og var kommet til det Resultat, at det var en Lykke at komme til at leve under Tag med en saadan Mand. 60