Flokken, der ikke var Gymnasiast, men havde Skolen bag sig og var Privatist. De første Dage tilbragte Zachris mest med at lære Byen at kende. Han fandt den smukkere og rigere paa Seværdigheder, end han havde tænkt sig. Helsingfors, der i Aaret 1812 var blevet Finlands Hovedstad, og hvortil Universitetet var flyttet 1827 efter Åbos Brand, var endnu i Trediverne en temmelig lille By, der kun strakte sig over den østlige Del af den lange, temmelig brede, spidst tilløbende Halvø, der var udlagt Byen til Be-byggelse. Men ved J. A. Ehrenströms og den udmærkede Arkitekt Engels Arbejde havde Byen allerede faaet et ret imponerende Præg. Den rejsende, der kom nordfra, maatte straks forbavses over den to Kilometer lange Unionsgade, der snart gennem sprængte Klipper, snart paa høje Dæmninger, snart paa en lang Bro førte, først til Byens Midtpunkt og Hjerte, det smukke Senatstorv, og derefter til den brede, statelige træbeplantede Esplanade med Markedspladsen. Med Gustaf-Adolfs-Torv i Stockholm til Mønster havde Ehrenström paa Senatstorvet ladet opføre to monumentale Bygninger, Senatshuset og Universitetet lige overfor hinanden paa Torvets korte Sider. Paa den østlige Langside laa endnu det gamle Raadhus fra 1770, men ved Siden af dette havde man paabegyndt Opførelsen af den prægtige Nikolaikirke, luthersk til Trods for sit russiske Navn, og denne Kirkebygning gav, med sine storartede Trappeanlæg og sine Kupler, Løfte om i rigt Maal at bidrage til Torvets Skønhed. 62