Men foruden dette, som nær havde ført ham paa Afveje, fik han i Helsingfors noget, der virkelig var rigt og stort, og som kunde være en Erstatning for den Lykke, han havde følt ved at lukke sig inde i Bøgernes Paradis. Fra Begyndelsen af stod Zachris ikke Runeberg nærmere end de andre Pensionærer gjorde, men snart tog han Mod til sig og bad, om han maatte laane Bøger fra Hylderne i Spisestuen, og det blev et Baand imellem dem, at Drengen havde litterære Interesser. Det ser næsten ud, som om Magisteren havde en Mistanke om, at Zachris ikke blot var en Bogorm, men ogsaa lidt af en Rimsmed, for en Gang sagde han advarende til ham: „Vær fri og tro imod dig selv I Lad dig ikke paavirke, og læs ikke mere af andre, end at du bliver ved at være dig selv!" Runeberg mærkede nok, at Zachris gerne vilde være ham til Behag, og derfor fornøjede han ham undertiden med at bede ham om en Haands-rækning som at gaa med et Brev paa Posthuset eller lignende. Og kom der Sygdom i Huset, saa var det Zachris, hvem det blev betroet at være med til at vaage. Alt dette, der viste ham, at Runeberg havde faaet Tillid til ham og næsten regnede ham med til Familien, fyldte ham med Stolthed og en underlig Følelse af Lykke. Zachris kom ogsaa i et fortroligere Forhold til Runeberg og hans Hustru end de andre Pensionærer, fordi han blev i Byen i Julen og Paasken. Han tilbragte en mindeværdig Juleaften hos Runebergs; Stuen var fuld af Gæster, der uddeltes 72