en Mængde Julegaver, alle forsynede med muntre Rim, og de Samtaler, der førtes, var saa aandrige, at Drengen hørte flere Vittigheder her paa een Aften, end han før havde hørt i hele sit Liv. Paa denne Tid udgav Runeberg den Digtsamling, hvor „Graven i Perrrho" fandtes. Zachris havde aldrig læst noget saa vidunderligt. Han smeltede helt hen i Beundring. Det var sandelig en sjælden Lykke for den, der elskede Bøger saa højt, at møde en virkelig Digter paa sin Vej, at faa Lejlighed til at skænke en af de ypperste blandt de store Aander sin ungdommelige Hyldest. Og hvad der forekom selv den lille Zachris mærkværdigt, var at denne store Mand var et frisk og sundt Menneske, fri for al Smaalighed. Da Zachris engang havde været til et Studentergilde og drukket Dus med en Mængde ny Venner, indsaa Magisteren, der vidste, at hvert Dusbæger skulde tømmes til Bunden, at han ikke kunde komme til Morgentimerne næste Dag og gjorde ikke noget Væsen af det. Og naar Drengene sloges med Snebold udenfor Huset og endog angreb de forbigaaende, da stod Runeberg paa sin Trappe og lo ad dem, hvis han da ikke ligefrem legede med. Og et godt Menneske var han ogsaa. Zachris kunde jo ikke undgaa at mærke, at han og hans Hustru havde det meget smaat, men han vidste, at Magisteren regelmæssig sendte Penge til sin Moder i Jakobstad, og Indtægten af den sidste Digtsamling gav han til de trængende i österbotten. Runeberg havde en gammel Violin hængende 73