over sit Skrivebord. Han havde sagtens spillet paa den i gamle Dage, men nu rørte han den aldrig; Arbejdet undte ham ingen Ro. Efterat Barck og Zachris havde faaet Klaver, kom han imidlertid en Gang imellem, naar Barck var ude, ind i deres Stue og satte sig til Klaveret. Til Zachris sagde han da blot: „Læs du kun I" Saa begyndte han at spille, langsomt, ligesom famlende og søgende. Han aflokkede Klaveret forunderlige Melodier, hvis Mage ingen havde hørt, og som aldrig var sat paa Noder. De var hans egne, skabt af ham selv. Og Drengen, der sad og lyttede, turde ikke sige et Ord om, hvor dejligt det var, eller hvor underlig han blev til Mode, mens han lyttede til Musiken. Mens han sad der, gik det op for ham, at Manden derhenne ved Klaveret, han der var saa fattig, at han hele Dagen maatte læse med Drenge, rette Opgaver, redigere et Blad, trods alt havde sin egen Verden, hvor han levede uden at lade sig forstyrre, en egen herlig Verden, fuld af lyse Tanker og Skikkelser, ikke en Verden, som andre havde skabt, men hans egen Aands Værk, hans Ejendom alene. Han følte, at han og andre droges til den Mand netop fordi han raadede over denne Rigdom, og han tænkte paa, at det var en Lykke at være kommet ham saa nær, at han som nu kunde liste sig ind i den Lyskreds, der omgav ham. Det var ikke som at vandre i den løvrige Have, Romanerne havde skabt, det var som at gaa i en høj Allé af store Kæmpetræer med skinnende Kroner, og til den ene Side blomstrede Livets Træ, men til den anden 74