Kundskabens vidt forgrenede Kæmpetræ med den tykke Stamme. Det var Glæde og Lykke, det var mere endnu: det var Sundhed og Styrke at være i hans Nærhed. Det følte han, saa længe Musiken varede og han sad der næsten tilbedende, men naturligvis kunde han ikke formaa sig selv til at sige noget af alt dette til Runeberg. Han ønskede sagtens ogsaa, at der om ham engang skulde opstaa en Verden, som var hans egen, ikke laant fra andre; men indtil videre var han tilfreds med at gaa i Skyggen af de vældige Trækroner, der bredte sig i den andens Have. Han tog ikke noget bedre Minde med sig fra Runebergs Hjem end disse Musikstunder. Henimod Slutningen af Vinteren, netop som det i April Maaned var begyndt at blive Foraar, lod Magisteren falde nogle Ord om, at der var en Mulighed for, at Zachris kunde tage sin Eksamen allerede dette Foraar. Det var ham ligesaa kært som uventet. Paa mindre end tre Semestre havde han ikke tænkt sig at kunne blive færdig. Efter de Ord følte han ikke mere nogen Fristelse til at spilde sin Tid med Kortspil. I den smukke Foraarstid, der nu fulgte, var det kun sjælden, han lod en Kammerat lokke sig med ud til de tarvelige Forlystelsessteder, der laa udenfor Byen. Naar det en enkelt Gang skete, var det næsten imod hans Vilje. Nu blev der en Repeteren Historie, Matematik, Latin, Geografi, Logik, Tysk, Fransk, hele Pensumet, store Masser hver Dag. 75