Den otteogtyvende Maj, da det hele var gennemgaaet, gav Runeberg ham hans Vidnesbyrd og sagde ogsaa et Par Ord til ham om hans Pligter som akademisk Borger, som Videnskabens Tjener. Fuld af glad Bevægelse og med Sjælen opløftet af sin store Lærers Ord satte han sig, da Aftenen kom til sit Skrivebord og gav sine Tanker Udtryk: Trang er den Verden, som Mennesket fik, dog frygtløst det stræber, higer didud mod det Maal, ingen dødelig indvandt: Videns og Tænkningens evige, umaalte Grænse. Fryd fylder Visdommens Aand derved, den stiger og tænder i Menneskesjælen Kundskabsbegæret, som sent eller tidligt Jordskorpen bryder og vokser i Kraft og, Geni-udrustet, baner sig forskende Vej til stadig fjernere Egne, indtil den standser en Dag, af Alhærgeren Døden indhentet, standser men slukkes dog ej, thi uforgængelig Aanden frigjort skal følge sin evige, dødløse Bane! Da kan til Maalet den naa, didud ingen dødelig rækker, da kan Geniet, uendeligt selv, Uendeligheden vinde. Dette blev ligesom et Mindesmærke over den Udvikling, hans Sjæl havde vundet i den Tid, han havde været under Runebergs Vejledning. Tidligere paa Dagen havde han med sit Vidnesbyrd gjort sin Opvartning hos Universitetets Rektor, Professor Melartin for at indmelde sig til Eksamen; han havde ligeledes hilst paa den öster-bottniske Afdelings Embedsmænd, Professor Häll-ström og Magister Ståhlberg. De følgende Dage var der adskillige andre at hilse paa, og saa kom den fjerde Juni Studentereksamen, som han bestod med Glans. 7 6