at indtage hans Plads i hendes Hjerte, og som Pant paa sin Troskab skænkede hun ham en Ring. Denne gik han med i et grønt Silkebaand, gemt under Vesten, hele den Vinter, han var hos Runebergs ; mange Længselssukke sendte han hende i sin Dagbog, og paa hendes Navnedag klatrede han op paa et ensomt beliggende Bjerg udenfor Helsingfors og affyrede tre glimtende Pistolskud til Ære for hende. At Søster Sophie stadig maatte have Ulejlighed med at smugle smaa Chifferlapper ind i Brevene til Kusinen, faldt jo af sig selv. Da Zachris havde faaet sin Studentereksamen, følte han, at Livet stillede andre Krav til ham end tidligere. Han maatte nu holde op med alle den Slags Ting, der kun hørte Barndommen til, som at lege med Papirsdukker, at agere Spøgelse for at skræmme Husets Piger, at kaste Snebolde paa de forbigaaende. Men han fortsatte sin Dagbog, han arbejdede stadig til Det lille Bibliotek, og han blev ved at gaa med det grønne Silkebaand om Halsen og at længes efter sin Barndoms Flamme. Det vilde være umuligt at tænke sig andet. Hvor øde og tomt var ikke hele Nykarleby i Sommeren 1833, da hun endnu var i Stockholm! Dagene fik ingen Ende. Hos Morfar Turdin var der en ung Bogholder ved Navn Backman, en smuk, ung Mand, fuldendt Kavaller, romantisk, kæk, interessant, med et haabløst Tungsind i Sjælens Dyb, og hos Lithéns var der en anden ved Navn Albert Dyhr, dygtig, samvittighedsfuld, prosaisk, men en overordentlig 79