Livet var graat og ensformigt. Aldrig, eller næsten aldrig, skete der noget opløftende. Hvor kunde Zachris lade være at længes? Men læg vel Mærke til, han længtes ikke blot efter Mathilda, naar han pintes af Livets Ensformighed og Tristhed! Aldrig havde der i Nykårle-by været saa mange Juleballer, saa megen Stads og Munterhed som i Aaret 1833. Morfar Turdin holdt da sin smukke Datter Augustas Bryllup med Chefen for det finske „Strømrensningskorps", den statelige og fornemme Baron Rosenkampff. Mage til Bryllup havde Nykarleby aldrig set, Fest paa Fest hele Julen igennem. Den velbaarne Familie fra Uleåborg kom til Kuddnäs for at kaste Glans over Begivenheden. Men Mathilda var der ikke, og Zachris kunde ikke føie nogen virkelig Glæde. Hvorfor var hun ikke hjemme? Da vilde alt det, som nu var Tomhed og Forfængelighed, have været fuldt af Liv og Indhold. I Sommeren 1834 ventedes hun omsider hjem efter at have været to Aar i Stockholm. Men da Zachris kom til Kuddnäs i Begyndelsen af Juni, var hun endnu ikke kommet. Hvilken Længsel, hvilken Uro! Mon hun nu ogsaa kom? Og hvordan mon hun var, naar hun kom ? Havde hun, den simple, finske Pige, kunnet holde Stand imod alle de Fristelser, der altid ligger paa Lur for at overliste Skønhed og Uskyld? I overstrømmende Glæde over, at hun dog virkelig snart skulde komme, satte han sig en Dag til Klaveret og spillede Franzéns: „O, maatte denne skønne Drøm", saa Huset rystede. Men snart Et Eventyr 6 8l