han lod dem snart igen synke for at fantasere videre. Den finske Bondepige voksede op til at blive den skønneste af Hoffets Terner, ja, den skønneste Jomfru i hele Kongeriget, og det blev snart aabenbart, at den unge Kongesøn havde kastet sine Øjne paa hende. Og Kongesønnen var den dejligste unge Prins, skøn, sværmerisk, ridderlig; der var Stof i ham til en stor Konge. Men naar nu Kongesønnen begærede den unge Piges Hjerte, vilde hun da kunne modstaa ham, vilde hun kunne bevare Troskaben til en klodset, finsk Bondedreng, der havde hendes Løfte og gik med hendes Ring paa sit Bryst? Zachris sukkede og spillede: „O, maatte denne skønne Drøm" endnu engang som for at indgyde sig selv Mod og Haab. Han havde aldrig kunnet finde en passende Slutning paa dette Eventyr. Det varede imidlertid kun et Øjeblik, før han havde faaet fat i en anden Begyndelse. Han tænkte sig et fattigt Barn, der under den Store Ufred havde mistet Fader og Moder, og som en fornem finsk Dame havde taget til sig. Og den fornemme Dames Mand steg i Magt og Anseelse, Rigets højeste Værdigheder blev tildelt ham, han blev den ypperste i Landet, næsten mægtigere end Kongen selv. Han og hans Grevinde boede naturligvis i Stockholm, og deres Plejebarn, den fattige, finske Pige, der nu var vokset op til en stor Skønhed, var stadig i deres Hjem. Men her lagde tilfældigvis en af Kongens Yndlinge Mærke til hende; der blev sørget for, at Kongen 6• 83