finet, fuldendt Kavaller, gav sig ud for at være Harpespiller og opnaaede derved at komme til at give hende nogle Timer. Det gav et Sæt i Zachris. Han kunde ikke forestille sig, hvordan det skulde gaa med disse farlige og forføreriske Musiktimer. Søster Sophie lukkede Døren op og kaldte ham ind til Aftensbordet. --- Den tolvte Juli saa han omsider Mathilda paa Dækket af en Skude fra Nykarleby, der langsomt gled ind i Havnen. Hun stod midt imellem Salttønder og Hvedesække, ivrig og glad, udviklet fra Barn til ung Kvinde, fra en lille Provinspige til en Hovedstadsdame, aldeles blændende, aldeles fortryllende. Han vovede knap at gaa hen og hilse paa hende, da hun endelig var kommet i Land. Han holdt sig tilbage, mens hendes Nærmeste trængte sig omhende. Tog han fejl, eller var det virkelig saa, at hun, mens hun sagde Goddag til sin Fader, sin Stedmoder og Søster, saa sig ligesom søgende om, at hun midt under Latter og glade Udraab hayde et Udtryk af utilfredsstillet Længsel? Tog han fejl, eller var det først da hendes Øjne fandt ham, at hun saa rigtig glad ud? Han turde ikke tro, han havde set rigtigt, men da hun kom løbende hen til ham og uden videre slog Armene om Halsen paa ham og kyssede ham, maatte jo al Tvivl forsvinde. Ingen skøn ung Prins, ingen galant Konge, ingen sværmerisk Adelsmand havde vundet hende. Hun var endnu hans, hans alene. »5