meren. De unge havde danset, og efter Dansen sad de paa Strandbredden udenfor Lithéns Landsted for at hvile. Maaneskinnet byggede en lang, sitrende Bro langt udover Vandet, og en let Dønning hævede og sænkede de blanke Bølger. Det var et Øjeblik, der krævede Poesi, og de bad Zachris deklamere et eller andet, noget af Teg-nérs Axel eller af Runebergs Digte. Zachris betænkte sig lidt, derpaa begyndte han med lidt usikker Stemme at fremsige et Stykke paa blandet Vers og Prosa. Digtet skildrede en Samtale, der fandt Sted en stille, skøn Nat mellem Maanen, der gled hen over den høje Himmel, og den urolige Bølge, der i evig sukkende Klage slog imod Stranden. Alt andet laa den Nat hensunket i den dybeste. Stilhed. Ingen Lut klang, intet Hjerte klagede. Vindene svævede gennem Skovene stille som Spøgelser, alle Luftens Aander slumrede i Træernes Kroner. Verden havde Fred. „Hvorfor sukker du, Bølge, der nede i Dybet?" spurgte da Maanen. „Hvorfor er du den eneste, der bevæger dig i Uro og Klage, nu da hele Naturen er gaaet til Hvile og kun mine Straaler vandrer frem og tilbage i drømmelignende Glans?" Og Bølgen bad Himlens Sølverdronning ikke vredes paa hende, fordi den altid klagede, altid var i sukkende Bevægelse og Uro. Den kunde aldrig lade være at hige imod den straalende Himmel og klage over, at den var bunden til Jordens haarde, mørke, klippefulde Dyb. „Sørg ikke, du Vindens og Dybets Datter!" 96