svarede da Maanen fuld af Medlidenhed. „En kort Tid ligger du bunden mellem dine Bredder; dog bor der i dit Bryst en Magt, der vil frigøre dig og løse dine Lænker, naar Timen er kommen." Saaledes talte Maanen, og de liflige Ord dulmede Bølgens Længsel. Blidere og mere fredeligt slog den nu mod Stranden. Og se: Da kom en Dag, en Aften kom, og atter saa Maanen fra sin Højde ned mod Dybet; om hendes hvide Pande lindt sig svøbte det skønne, skære Slør af Sølverskyen, og Sølverskyens Slør, det skønne, skære var den af Længslens Lænker løste Bølge, som fordum klaged' ensomt og uroligt. Der blev en lang Tavshed, da Zachris holdt inde. „Zachris," sagde Rosalie pludselig, „hvem har skrevet det? Er det dig selv?" Han prøvede at negte det, men maatte snart vedkende sig Forfatterskabet. Han havde skrevet det inde i Helsingfors samme Foraar, og syntes, det passede til at fremsiges netop i Aften. „Det er det kønneste, du har skrevet," sagde Rosalie. „Man føler sig saa lykkelig," sagde en anden af de unge Piger. „Man føler sig saa sikker paa, at man egentlig hører til deroppe." Mathilda sad længe uden at sige noget, men lidt efter saa hun længe og prøvende paa Zachris. „Jeg ved ikke, hvor du faar dine Tanker fra," sagde hun. Et Eventyr 7 97