Hendes Stemme røbede ydmyg Beundring og han spurgte sig selv, om det nu omsider gik op for hende, at han var noget andet og mere end den lille rare Legekammerat. Han sad og iagttog Udtrykket i hendes Ansigt Pludselig blev hun meget alvorlig, og paa een Gang saa han, at hun græd. Alle saa forskrækkede hen paa hende og spurgte, om hun var syg. „Det vilde være det bedste at dø, mens alt er som nu," hulkede hun. „Hvad mener du, søde Mathilda?" sagde Rosalie. „Jo, for jeg er vis paa, at jeg bliver saa ulykkelig." Gennem dette ellers saa rolige Sind var der faret en Anelse om, at den barnlige unge Mand ved Siden af hende var i Besiddelse af Kræfter, der som Vinger vilde bære ham til Højder, hvor hun ikke kunde følge ham. Et Par Dage efter var Sommeren paa Alörn til Ende, og alle satte sig i Baadene for at ro ind til Byen. Ved Afskeden fra Øen græd alle de unge. De kunde ikke lade være; de vidste, at alt dette, som havde forenet sig om at skænke dem Romantikens hele Herlighed, kunde aldrig mere komme igen. Kærlighed, Frihed, Ungdom, Naturskønhed, Sympati, Sorgløshed, hvor kunde alt dette i Forening findes paa ny? Efter Hjemkomsten vendte de andre Beboere af Alörn tilbage til deres sædvanlige Arbejde, men det gjorde Zachris ikke. Han vilde prøve at læse 98