de Dage, da Mathilda og Rosalie var kommet ud til Kuddnäs og blevet der om Natten. Da var noget af Barnestemningen fra gamle Dage vendt tilbage. De læste de smaa Bøger, Zachris havde skrevet i Uleåborg, de opfriskede Erindringen om smaa Uheld i Skoledagene; de spurgte, om Zachris endnu var saadan en Mester i at koge Sirups-slik, og de fik ham til at vise dem, at han ikke havde glemt Kunsten. Om Morgenen havde Zachris bragt Kaffebakken op til de unge Piger. Det vakte ingen Anstød. Det gjorde jo ikke noget med ham. Dette holdt han egentlig allermindst af at tænke paa. Hvorfor tillod de unge Piger ham Ting, som der aldrig kunde være Tale om, hvis det var Dyhr eller Backman? Kunde han da aldrig faa dem til at forstaa, at han ikke mere var lille og uskadelig? Og var det ikke ligedan her i Helsingfors? Mon han ikke ogsaa her blev behandlet som en forkælet Dreng, der endnu ikke havde traadt sine Børnesko ? Han spekulerede meget over, hvad det var, der gjorde ham saa barnlig i Folks Øjne? Det laa maaske i hans Ydre. Men skønt han ikke var stor og sværlemmet, saa var han dog ligesaa høj som de fleste af sine jævnaldrende og stod ikke tilbage for dem i legemlige Idrætter. Han holdt af at ride, fiske, jage, svømme, løbe paa Skøjter ligesom alle andre. Han fægtede, gjorde Gymnastik og dansede. Men rigtignok tog han kun ugerne Del i Studenterspektakler, drak sig sjælden fuld og levede ikke usæ- ioo