Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke idetmindste kunde blive en lille Stjerne i hans
Mørke.
Nu da Kærligheden var borte, savnede han den.
Saa længe han elskede Mathilda, havde Livet
bruset i hans Sjæl; nu var der kun Tavshed og
Øde.
Den Sommer digtede han en Vise, hvori han
skildrede, hvor stille der kan være en Sommernat i
Skoven. Droslen sover, Uglen sover, Bjørn, Ulv
og Ørn er ogsaa gaaet til Ro, selv Vinden er
slumret ind. Maane og Stjerner skinner ikke nede i
Skovens Dyb, Skoven er øde, ensom og dunkel. Til
sidst sagde han, at ligedan var det med ham:
Vilddyrene i hans Sind, de rovlystne Begær var
slumret ind, men med dem desværre ogsaa det bedste,
der var i ham, hans Tro, hans Haab og hans
Kærlighed.
Og fra denne døde Fred længtes han tilbage til
Storm og Bevægelse, til Uro og Tvivl, til alt det,
der vakte Sjælens skabende Kræfter.
Det Aar var Lithéns bortrejst, og deres Hus
paa Alörn stod tomt. Men Lindqvists havde ogsaa
et Sommerhus paa Øen, og da Zachris en Dag
roede derud med et Par Studenterkammerater, var
det dem, de tog ind hos.
Nu var det Emilie, der fik Blomster af Zachris,
til hende plukkede han Bær, med hende legede han
Enke, med hende vandrede han langs Stranden og
beundrede Maaneskinnet, der blinkede paa
Bølgernes Kamme.
Det undrede ham, at alt kunde gentage sig
saadan, være saa ens og dog saa forskelligt. Han vid-
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
