ikke idetmindste kunde blive en lille Stjerne i hans Mørke. Nu da Kærligheden var borte, savnede han den. Saa længe han elskede Mathilda, havde Livet bruset i hans Sjæl; nu var der kun Tavshed og Øde. Den Sommer digtede han en Vise, hvori han skildrede, hvor stille der kan være en Sommernat i Skoven. Droslen sover, Uglen sover, Bjørn, Ulv og Ørn er ogsaa gaaet til Ro, selv Vinden er slumret ind. Maane og Stjerner skinner ikke nede i Skovens Dyb, Skoven er øde, ensom og dunkel. Til sidst sagde han, at ligedan var det med ham: Vilddyrene i hans Sind, de rovlystne Begær var slumret ind, men med dem desværre ogsaa det bedste, der var i ham, hans Tro, hans Haab og hans Kærlighed. Og fra denne døde Fred længtes han tilbage til Storm og Bevægelse, til Uro og Tvivl, til alt det, der vakte Sjælens skabende Kræfter. Det Aar var Lithéns bortrejst, og deres Hus paa Alörn stod tomt. Men Lindqvists havde ogsaa et Sommerhus paa Øen, og da Zachris en Dag roede derud med et Par Studenterkammerater, var det dem, de tog ind hos. Nu var det Emilie, der fik Blomster af Zachris, til hende plukkede han Bær, med hende legede han Enke, med hende vandrede han langs Stranden og beundrede Maaneskinnet, der blinkede paa Bølgernes Kamme. Det undrede ham, at alt kunde gentage sig saadan, være saa ens og dog saa forskelligt. Han vid- 112