ste jo slet ikke endnu, om han virkelig elskede Emilie. Et Par Dage inden han skulde tilbage til Helsingfors, kom Lithéns hjem. Og endnu engang sagde Mathilda til ham, at han var saa underlig. Nu forstod han straks, hvad hun mente. Hun troede, han var kold imod hende, fordi han holdt af en anden, og denne Gang kunde han ikke harmfuld vise Beskyldningen tilbage. Nu undrede han sig i Steden over, at hun var saa klartseende. Han troede, han havde været ganske som ellers overfor hende. Han levede i den største Uklarhed med Hensyn til Forholdet til Mathilda. Der havde aldrig været nogen Forlovelse; de havde hverken vekslet Ringe eller Løfter; der var ingenting, som man kunde bryde eller gøre forbi. Og undertiden vidste han heller ikke, om det var helt forbi. Undertiden troede han, at han elskede hende endnu. Men hvad han vidste, det var, at han helt havde hørt op at digte om hende. Derimod havde han gjort et Forsøg paa at sætte en Vise sammen om Emilie. Det var den lille Gaade fra sidste Sommer, som han tog op igen og omformede. Der sang en Fugl paa Lindekvist, paa Lindekvist: og er jeg en liden Fugl forvist, jeg kan baade spille og synge. Men borte dvæler mit Hjærtes Ven, mit Hjærtes Ven; Et Eventyr 8 113