til Lund og Mark er han fløjet hen, eller bygger langt udi Skoven. Guds fagre Engel med Øjne blaa, med Øjne blaa, fra Solfaldsskyen hørte derpaa og svared' syngende stille: Du lille Fugl paa Lindekvist, paa Lindekvist, din Elskede giver dig Gud, saa vist som du kan spille og synge! Men Fuglen synger sin Sang endnu, sin Sang endnu; om Vennen er kommet, véd ikke du og ikke Engelen heller. Det kaldte han „Fuglens Vise". Det var jo ingenting, blot lidt Fuglekvidder. Men for ham havde den Smule Sang et eget Trylleri. Han holdt af den, fordi Emilies Navn var flettet ind i Versene paa fire Steder; han syntes, han hørte hende selv spille og synge, naar han talte om Fuglens Sang, og desuden havde han i den bølgende Rytme gengivet noget af Emilie Lindqvists indtagende Væsen. Maaske det alligevel var Kærlighed, der gjorde, at den Sang havde saa liflig en Smag, naar han i ensomme Timer lod den glide over sine Læber. II Den 6. November 1837 var en Skare Studenter samlet i den österbottniske Afdelings Lokale, en mørk Sal og et dito Værelse, som laa i den Del af 114