Helsingfors, der var vokset op af de øde, stenede Marker syd for de ældre Bydele og derfor kaldtes Nystaden. Den unge Zachris Topelius sad der mellem de andre og ventede ligesom de paa, at Afdelingens Inspektor skulde indfinde sig for at give Meddelelse om Grunden til, at den var kaldt sammen. Rundt om ham sad selvstændige og selvfølende unge Mænd, som alle var overbevist om, at der ikke gaves noget bedre i Verden end at være en finsk Student af den österbottniske „Nation". Man maa nemlig vide, at denne Afdeling betragtede sig som den af Universitetets otte „Nationer", der havde Privilegium paa at frembringe Landets store og berømmelige Mænd, hvad der jo bekræftedes ved, at Porthan, Franzén og nu sidst Runeberg var udgaaet af dens Midte. Denne Anestolt-hed havde gjort österbottningerne til et Studenteraristokrati, der holdt strengt paa sin Ære og næsten fandt det under sin Værdighed at omgaas Kareler eller Savolaxer. Disse unge Aristokrater, som var sig deres Overlegenhed saa bevidst, at de ikke mente, de behøvede at vise Myndighederne nogen særlig Opmærksomhed og ikke taalte den mindste Tilrettevisning, udmærkede sig imidlertid paa ingen Maade ved nogen Slags Luxus i Klæder eller Levemaade. Der kunde jo ikke godt være Tale om nogen Overdaadighed paa en Tid, da et langt For-aarssemester i Reglen kostede hundrede Rigsdaler Banko, en Sum, som dengang fremkaldte bitre Klager over de dyre Tider, idet denne Studenter- 8* IIS