Emilie ind i en Mængde Situationer og Begivenheder, som han havde gjort med Mathilda. Der maatte være noget i Emilies Natur, som hindrede ham heri. Der var noget hos hende som en blid og øm Sangfugl, ja, han var nær ved at sige som en Engel. Han kunde ikke tage denne blide Sjæl med ind i sine brogede Drømme; han holdt hende udenfor Menneskelivets Omraade. For at kunne udtrykke de Følelser, hun indgød ham, maatte han laane Farver og Velklang fra den uberørte Natur, fra Fuglenes Sang og Kildernes Rislen, fra Sommerdagens stille Liflighed og Rosernes Duft. Lige fra første Færd havde han om hende kun følt Trang til at digte smaa sangbare Vers, og han kunde heller ikke senere gøre andet. Men hvilke Vanskeligheder ogsaa her! Han erfarede det samme, som da han vilde udtrykke sit Tyranhad, sin Frihedstørst. I hans Hjerte, i hans Hjerne var der noget, som glødede, som skælvede; i Drømme kunde han digte Sange saa rene, saa ømme, at den elskede ikke havde kunnet undgaa at røres, men naar han med Pen i Haand skulde overføre Følelserne til Papiret, da kunde han ikke finde de sande, de rammende Ord. Ak, hvordan havde de baaret sig ad, de store, herlige Digtere, som han saa op til som Forbilleder? Han tænkte paa Runeberg, paa Tegnér, paa Franzén, paa Almquist, paa Stagnelius. Hvordan havde de dog alle formaaet at tale til Genstanden for deres Kærlighed med evige Ord? Han var heller ikke endnu helt fri for den tunge 126