og snirklede Maade at skrive paa, som han havde lagt sig til i sine romantiske Alörnssomre. Det hændte engang denne Sommer, at de unge paa Kuddnäs en Aften sad ude i Haven og saa paa Maaneskinnet, der blinkede paa Elven. Emilie Lindqvist var ogsaa med; hun gjorde Zachris nogle Spørgsmaal om Maanen, og pludselig faldt det ham ind at hente sin store Kikkert. Han rakte Emilie den, og med Kikkerten støttet paa hans Skulder betragtede hun Maaneskiven. Mens de stod saadan, sagde han hende Navnene paa Maanens Sletter: Mare frigoris, Mare nubium, Mare serenitatis, Mare nectaris, saa mange af dem, som han kunde huske. Senere skrev han et Digt herom, som han kaldte „Maanekortet". Han udmalede her, hvordan hans og hendes Sjæle engang skulde bo paa Maaneskiven og sammen vandre fra Kuldens Oceaner til Nektarbølgernes Sø og Frugtbarhedens Strande. Men de romantiske Vendinger kunde ikke udtrykke de Følelser, som Emilie indgød ham. Dette Digt kunde ligesaa godt være skrevet for tre Aar siden. Dog snart skulde den strenge Læremester komme, der førte den unge Skønaand ind i de store Forgængeres Kreds. Paa Kuddnäs morede man sig den Sommer med at spille Komedie. Baade Emilie og Mathilda spillede med, og Rollerne var saadan fordelt, at Zachris og Emilie spillede Elsker og Elskerinde, mens Mathilda kun havde en Birolle. Alt gik godt paa Prøverne, men paa en af Forestillingsaftenerne maa Zachris være gaaet for meget op i sin 127