Rolle og ladet Blikke og Stemme røbe, hvad der boede i ham. Efter Forestillingens Slutning, da alle de optrædende, glade og stolte, blandede sig imellem Tilskuerne, var Mathilda stille og forstemt og forlod kort efter Selskabet. Næste Gang hun traf Zachris fortalte hun ham, at hun havde brændt en Bunke gammelt Skrab, som hun havde haft liggende, og han forstod, at Skrabet var hans gamle Breve og Chifferlapper, Blomster, han havde givet hende, Kotillonsorde-ner fra deres glade Juleballer. Mathilda vidste altsaa nu, at alt var forbi imellem dem, og han kunde ikke benegte det, ikke spille uskyldig. Han trængte til at bede hende om Forladelse, men det kunde han heller ikke. Og samtidig foer den Tanke igennem ham, at hans Kærlighed til Emilie ikke kunde blive lykkelig, naar den voldte hans trofaste Barndomsveninde Smerte. Han søgte at jage alle saadanne Tanker bort, men de vendte ofte tilbage, fordi han ikke vidste, hvilke Følelser Emilie nærede for ham. Hun var hans Søsters bedste Veninde og kom derfor ofte ud til Kuddnäs, saa han saa hende næsten hver Dag. Hun kom ham altid i Møde med samme rolige Venlighed, men intet i hendes Væsen tydede paa, at hun nærede nogen varmere Tilbøjelighed for ham. Hun undgik ham dog heller ikke; de havde tværtimod mange fornøjelige Timer sammen. Han holdt af at høre hende spille; den lille Pianistinde havde aldrig haft en saa taknemlig Til- 128