hører, og hun holdt af at høre ham tale. Den tyve-aarige Student var en kundskabsrig ung Mand, og den syttenaarige Pige lyttede under endeløse Samtaler til hans Ord omtrent paa samme Maade som en videbegærlig Elev hører paa en dygtig og interessant Lærer. Det Efteraar blev Zachris hjemme paa Kuddnäs og læste, ligesom han havde gjort for tre Aar siden. Der var tilsyneladende kun den Forskel, at nu var det Emilie, som kom ud til Kuddnäs og blev der Natten over, nu var det hende, han kogte Si-rupsslik til; det var udenfor hendes Vindue han vandrede om Aftenen, hende var det, han længtes efter at træffe i Selskaber, om hende skrev han sværmeriske Sider i sin Dagbog. Men det, der ikke var det samme, det var Trygheden, Sikkerheden. Han ejede ikke mere den hele, fuldkomne Lykke, som han havde følt i Mathilda-Dagene. Denne ny Kærlighed var en Gyngen op og ned paa vrede Bølger, Haab og Tvivl i bestandig Skiften. Saa længe han ikke vidste noget sikkert, vilde han dog ikke hengive sig til Sorgen. Efteraaret havde skænket ham megen Lykke, og han dansede med Liv og Lyst paa alle Juleballerne. Men paa Julens allersidste Bal saa han Emilie danse en Française med Henrik Backman, og da hun i en af Turene dansede sin Kavaller i Møde, fik hendes Blik en Straaleglans, som det aldrig havde haft, naar det var rettet paa ham. Med eet gik det op for ham, at det var hans bedste Ven, hun elskede, ikke ham selv. Et Eventyr 9 I29