Dagen før Afrejsen kom Rosalie og Mathilda ud til Kuddnäs for at sige Farvel. Da de kørte tilbage til Byen, stillede Zachris sig paa Slædemederne og kørte et Stykke med. Nu forstod han, hvad det vilde sige at bære paa forsmaaet Kærlighed, og han følte igen samme Trang til at bede Mathilda om Forladelse. „Der er længe, til vi ses igen," sagde han, „og hvordan, det ved kun Gud. Godt er det, at vi ikke skilles som Uvenner I" Han kunde ikke finde noget bedre at sige, men de faa Ord gjorde vel sit til, at han igen kom i et godt og venligt Forhold til sine Kusiner. Men trods alt dette havde han den Gang en herlig Rejse til Helsingfors. Fru Topelius og Zachris kørte i den ene Kalecheslæde, de unge Piger i den anden, men hver Gang de skiftede Heste, samledes de muntre og leende om Madkurven. Og i Lappo Gæstgivergaard, som de naaede ved Midnat, var der kun eet Værelse ledigt foruden Gæstestuen. Da kunde Zachris' Moder ikke nænne at lade ham ligge i den snavsede Stue, men hun bredte et Skindtæppe fra en af Slæderne ud paa Gulvet i deres Værelse, og da de unge Piger var gaaet i Seng og Lyset slukket, fik han Lov at komme ind. Han laa vaagen hele Natten og lyttede til Emilies Aande-drag. Det var ikke muligt at sove. Da de lykkelig og vel var kommet til Helsingfors, skiltes det lille Selskab. Zachris gik til sit sædvanlige Logis, Fru Topelius og Sophie boede hos Rosenkampffs. Emilie tog ind hos Kommerce-raad Borgstrøm, hvis Kone var hendes Kusine. 9* I3I