Men de to unge Piger saas hver Dag, og de forlangte, at Zachris skulde vise dem Byen, følge dem paa deres Ture og være deres Kavaller paa Baller og Picknicker. Han traf altsaa bestandig Emilie, og hver Gang han saa hende, voksede hans Kærlighed og hans Fortvivlelse. Søster Sophie rejste hjem i Maj, og efter den Tid saa Zachris ikke Emilie saa ofte, men derfor blev han ikke lykkeligere. Emilie rejste til Åbo den 16. Juni, og samme Dag skrev Zachris et Digt, som han kaldte „Den forsvundne". O du, som bortflygted* med Dagen i Vester, jeg saa dig ej atter i Solgryets Fester; da Aftenens Mulm over Dalene laa, ej mer jeg dig saa. Du sank som de Stjerner, der blegned om Vaaren. Paa Vindenes Bølge, i Blomsterduft baaren du svandt som i Drømme en liflig Musik. Da mørkned' mit Blik. Thi du, du var sluknet. Dugperlernes Taarer med grædende Runer Høstroserne saarer,. og Fuglene hulked* i Lundenes Favn den ensommes Savn. Og Lærken kan finde hver Kvæld sin Tue, men jeg er som Skyen paa Himmelens Bue, jeg søger min Stjerne. O, elskede Ven, o kom dog igen! Da han havde skrevet disse Strofer ned, følte han, at han endelig, endelig havde frembragt no- 132