get, der lignede det, som rørte sig i hans Indre. Der var hans smertelige Ømhed, der var de sky Kærtegn, som han aldrig kom til at give, der var idetmindste en Genklang af de svævende Melodier, som hendes Væsen vakte i hans Sjæl. Den Sommer rejste heller ikke Zachris til Ny-karleby. Han og seks Kammerater tog ud til Lö-parö i Sibbo Skærgaard, lejede sig ind hos nogle Bønder og blev der til om Efteraaret. Det var blevet ordnet saadan, for at han skulde faa mere Ro til at læse, thi Eksamen stundede nu til. Da han vendte tilbage til Helsingfors, var Emilie kommet tilbage fra Åbo, men han havde sjælden Lejlighed til at træffe hende. Længslen nagede ham hver Dag og Time. Han hørte, at hun skulde være Brudepige ved et Bryllup, og om Aftenen stod han paa Gaden i Menneskevrimlen i Haab om idetmindste at faa et Glimt at se af den elskede. Kort efter skete det, at han en Aften i urolig Længsel gik op og ned ad Gulvet i sin Stue. Og mens han saadan vandrede, syntes han, at hans Længsel begyndte at tale. Han skyndte sig hen til Skrivebordet og kradsede et Par Strofer ned paa Papiret i en saadan Fart, at han knap kunde følge med, hvad han skrev. Og hele Tiden havde han en Følelse af, at det ikke var ham selv, ikke hans sædvanlige Jeg, det der ellers med Møje og Omhu føjede Rimene sammen, som her førte Ordet. Det var noget fremmed, der stærkt og myndigt tilhviskede ham de Linier, han nedskrev saa fuldstændig uden Betænkning, uden Tøven, som om de havde været færdige for længe siden. 133